Kridsen kradser i vintermørket - det lange perspektiv
- Hans Tino Hansen
- 17. feb.
- 2 min læsning

Hvem og hvad er skylden i den nuværende krise? Man kan helt sikkert pege på spillerne, sportsdirektørens fejlslagne investeringer og Neestrups manglende evne til at få det bedste ud af det materiale der trods alt er til rådighed. Det mærkelige er at holdet kan spille rigtigt godt mod Villareal og Napoli, men skidt mod nærmest hvem som helst i Superligaen. Den diskussion vil jeg overlade til mange andre med større fodboldfaglig forstand.
Jeg vil vælge at se lidt på den længere bane og på nogle ting som jeg trods alt har en smule indsigt i. Her er jeg ret enig i Don Øs indlæg og som jeg har selv sagt i flere år så går det tilbage til ejerne, bestyrelsen og den difuse ledelselsstruktur og til de manglende investeringer.
I det næste er jeg godt klar over at PSE er et konglomerat med aktiviteter i flere område, men her koncentrerer jeg mig om FC København og de dele der ligger i dette forretningsområde.
Man skal have en bestyrelse der udstikker retning, strategi og investeringsbeslutninger.
Så skal man have en CEO med det fulde ledelsesansvar og som direktionen refererer til. Der skal ikke være andre medlemmer der refererer direkte til bestyrelsen.
Så skal man rekruttere de rette profiler til ledelsen og kun undtagelsesvis rekruttere dem internt fra mellemledere. Man risikerer at få en dårlig topleder og miste en rigtig god mellemleder som vi måske har set med al tydelighed.
Til sidst skal man løbende investere i at vedligeholde og udvikle den eksisterende forretning under hensyntagen til strategien.
I FCK drejer det sig om det sportslige setup med spillere og trænere m.m, Parken og træningsfaciliteterne.
Selv om man har skruet op for spillerbudgetet, så har man forsømt Parken og stort set udeladt at investere i den sportslige sektors hverdag, træningsanlægget.
Konsekvensen af manglende investeringer er langsomt forfald eller i det mindst stilstand.
Det er kritisk for fodbolddelen da det langsomt forværrer spillerne og det sportslige setups hverdag istedet for løbende at optimere og forbedre denne.
Parken er reelt ikke blevet moderniseret siden den nye D-tribune blev indviet i sommeren 2009. Det er kritisk for fans og for øvrige gæster i Parken, der relativt set over tid har fået en dårligere oplevelse sammenlignet med andre lignende stadions i Europa.
Ligeledes er det kritisk for forretningen hvis Parken står stille i udviklingem - og nej, nye sæder er ikke ligefrem det der ændrer oplevelsen, men er nødvendigt lidt lige som at skifte tag på et hus. Det skal være der, men det ændrer ikke på noget i helhedsoplevelsen.
Samlet set er det kritisk for forretningen, hvis både den sportslige del og den stadionmæssige del står i stilstand eller langsomt falder bagud sammenlignet med konkurrenterne. Det er måske de marginaler der gør at en spiller ikke vælger at komme til København, men vælger en klub i Holland eller Belgien. Det er måske det der gør at en mindre eller mellemstor sponsor ikke vælger FC København. Det er måske det der gør at der afholdes færre koncerter eller store arrangementer.
Listen er lang og der skal gøres noget.



Kommentarer